Tilbage til informationer

Er du træt af rygning?

Hvis det var cd-er, bøger, parfume eller mærketøj, der stod øverst på din ønskeliste, så var det da fint nok at sætte din lid til julemanden. Men hvis dit ønske er at holde op med at ryge, så allier dig med en veluddannet registreret akupunktør.

Rygning nedsætter levealderen. Rygning er yderst skadelig for dig og dine omgivelser. Rygning kan dræbe. Rygning kan beskadige sæden og nedsætter frugtbarheden. Budskabet er utvetydigt, hvad enten det står på en blød pakke Prince Light, 20 rød Corner i hardbox eller en pakke fintskåret pibetobak.  Og de tydelige advarsler på tobakspakkerne er ikke opmuntrende læsning.

Advarslerne er bare ét af mange tiltag, der i de seneste år har gjort det surt at være ryger i Danmark. Og intet tyder på, at det bliver sjovere i fremtiden. Stadig flere arbejdspladser indfører skærpede rygeregler eller totale rygeforbud. Det samme gælder de offentlige transportmidler. Og enkelte politikere taler sågar om, at rygere ”selv er ude om, at de bliver syge” og derfor burde agere agterlanterne på de stadigt voksende ventelister.

Der er altså al mulig grund til at holde op med at ryge. Men enhver, der har forsøgt, ved, at det er lettere sagt end gjort. Når abstinenserne river og flår i kroppen, når tankerne uophørligt kredser om den smøg, man har lovet sig selv ikke at ryge og når badevægten jamrer sig under et støt stigende pres, så er det uhyggeligt svært at holde fast i sin beslutning.

Mange klienter og akupunktører har imidlertid erfaret, at de små nåle kan gøre en stor forskel, for den der  ønsker at slippe af med trangen til tobak.

Akupunktur er effektiv, når det drejer sig om at undgå de ubehagelige fysiske abstinenser i forbindelse med et rygestop. Og hvad der er mindst lige så vigtigt, så har nålene også en kraftig virkning på selve trangen til at ryge.

Ydermere er det muligt at understøtte kroppens stofskifte med akupunktur, hvilket spiller en rolle i forhold til problemet med den typiske vægtforøgelse ved rygestop. Mange rygere tøver med at kvitte tobakken, fordi de frygter at blive for tykke. Men det er der altså gode chancer for at undgå, hvis man allierer sig med en akupunktør.

Selvom akupunktur kan være en god hjælp for den, der vil ud af sin afhængighed, så er det vigtigt at understrege, at chancen for succes i høj grad også afhænger af motivationen og viljen hos den enkelte. Uden disse vigtige ingredienser, står det sløjt til.

Udbuddet af behandlere, som tilbyder akupunktur, er stort. Som forbruger kan det opleves som lidt af en jungle at finde rundt i. Men hvis du vælger en RAB akupunktør – altså en akupunktør, der er godkendt som Registreret Alternativ Behandler – så har du vished for, at han opfylder en række lovmæssige krav til uddannelse, etik og god klinisk praksis.  Alle medlemmer af foreningen Praktiserende Akupunktører er godkendt som Registreret Alternativ Behandler – RAB. Og selve foreningen er godkendt af Sundhedsstyrelsen som registreringsansvarlig brancheorganisation.

Ved yderligere oplysning om akupunkturbehandling kontakt Poul Flensborg.



webdesign: BITSCH and pieces